De oversete 47%

Anders Rønnow Bruhn

 Margrete Vestagers sympati for folk udenfor hendes egen vælgerskare, kan ligge på bagsiden af en ske

Det er en kendsgerning at det radikale rekrutterer vælger og stemmer blandt de bedre stillede klasser i Danmark. Hendes vælgere er akademikere, konsulenter,  blandet folk fra kultureliten og ikke mindst folk med høje indkomster. Nu siger jeg klasser, og det går jeg helt bevidst idet at jeg vil gøre opmærksom på en ”klasse” som langt hen af vejen er underkastet anonymitet og som er totalt udenfor den politikske radarskærm.

Tilbage til Margrete. Hvis formål nu er at gå til kamp mod universelismen i vores velfærds samfund, men i høj grad også at udvande den livskvalitet og velfærd vores ufaglærte og faglærte, har opbygget gennem mange år.

 Hvis man skal betegne ufaglærte og faglærte som en bestemt klasse, vil det oplagte være at kalde dem arbejderklassen – i dag  repræsenteres denne gruppe 47 % af den Danske befolkning, fraregnet studerende. Der er ikke tvivl om at denne gruppe, er den, der slides hårdest på arbejdsmarkedet. Det gælder både det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø. Deres hverdage er ensformige, de har meget lidt indflydelse på deres arbejdsgange, de har som oftest hårdt fysiks arbejde og tilmed er det den gruppe hvis jobsikkerhed er ringest. Gruppen er typisk folk som: rengøringshjælperen, tømre, kassedamen og lastbilchaufføren.

 Hvis man ser nærmere på den skattereform og de afgifter, som den nuværende regering har gennemført, så kommer det den gruppe mennesker, som man bedst kan betegne som den højere middelklasse, til gode. Denne gruppe er 9% af de 18-59 årige. De får 6.700 kroner mere mellem hænderne, mens det for arbejderklassen kun er 2.900

 Dette er en fortsættelse af den skæve VKO-politik, hvor arbejderklassen fik mindre mellem hænderne, og som gav den ene bedst stillet procent i DK, mere en 27.000 mere mellem hænderene hvert år, samt den efterlønsreform, de radikale stemte for i 2011.

 Jeg behøves ikke at nævne hvilken gruppe der mest gør brug af efterlønnen og hvorfor. Derfor stiller jeg mig selv det spørgsmål; hvorfor det er retfærdigt at den gruppe der er størst, og ikke mindst har de dårligste vilkår (hvis man ser bort fra de arbejdsløse), at de skal til at bære ”de tungeste byrder”. Byrder vi typisk har ladet være middelklassen og opefter til last, oftest sket gennem vores progressive skattesystem. Men det virker som om at de hele er vendt på hovedet.

 Politikken der førers lige nu er stram – meget stram endda. Det har så kostet retten til 4 års dagpenge, som typisk er folk fra den gruppe, som aldrig i livet kunne finde på at stemme på de radikale. Finanspolitikken rammer hårdt hos de med de smalleste skuldre, og er gevinst for Margretes vælgere, som typisk er de tre bedst stillede grupper i DK

Denne egoistiske sejrsgang, er mig uforståelig når vi har et socialdemokrati der sidder med 44 mandater, hvis politiske initiativer smager af et regeringsgrundlag, som mere ligner en pagt med djævlen end en fleksibel arbejdsramme for regeringen.

 Jeg fatter ikke hvordan skævvridningen kan få så frit spil, uden at nogle fra det gamle arbejderparti skrider ind, og råber vagt i gevær. Det er ligheden der er under pres, og det bliver kun værre ifølge bogen Det Danske Klassesamfund. Det er også her jeg har mit talmateriale fra, som både er nye og meget grimme tal. Mere om disse grimme tal og ulighedstendenser en anden gang.

Det er de 47% procent som jeg ser mig som repræsentant for, og vist nok også dem socialdemokratiet engang repræsenterede. Dette er et opråb mod uretfærdigheden og skævdelingen af det politiske fokus i den danske meningsdannede sfære. Jeg ønsker handling og konfrontation med denne ensidige og egoistiske politiske linje, som føres af Danmark nok mest selvcentrerede parti, nemlig det Radikale Venstre.


Grim, GRIM fortsættelse følger…

 

 Spændende læsning om talmaterialet findes på: http://klassesamfund.dk/ 

Ét individ, ét syn på danskhed
Af Mathias Pedersen, Formand.

Hvem har egentlig patent på at definere, hvad danskhed er? De sidste mange år har jeg fået tudet ørene fulde af Dansk Folkepartis syn på ”danskhed”, jeg er i 10 år blevet taget til gidsel i Pia Kjærsgaards syn på dette, hvor tonen var, at hvis jeg ikke elsker Vestjyllands strande, de nye kartofler, og de friske jordbær fra kolonihaven, så er jeg ikke ”rigtig dansker”. Jeg kunne ikke være mere uenig. 
 
I søndags den 6/1-13 tørnede kulturminister Marianne Jelved (R) og værdiordfører for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, sammen i en debat på Det Radikale Venstres nytårsstævne. Her gik Pia Kjærsgaard til angreb på regeringen og udtalte: ”Selve danskheden er truet under den nye regering.” Men er danskheden truet? Det synes jeg faktisk overhovedet ikke, at man kan sige. Jeg synes, at jeg som individ selv er i min fulde ret til at bestemme, hvad jeg mener, der er ”dansk”. National følelse kan man ikke pålægge andre at føle, det er op til hvert individ selv at føle efter når deres danskhed blusser frem i dem, det kan hverken Pia Kjærsgaard, Marianne Jelved eller andre politikere, være ”herre” over.

jeg vil nu prøve at vise hvor forskelligt man kan definere danskheden, fra person til person:
For at starte et sted: Pia Kjærsgaard har før udtalt at Vestjylland er noget af det der gør os ”danske”. Man kan teknisk set godt kalde det ”dansk” i og med, at det ligger inden for den geografiske grænse af vort land, men det er bestemt ikke ”danskhed” for mig. Ét: jeg har intet tilhørsforhold til dette sted, jeg har kun været der én gang, og to: Det eneste, jeg tænkte på, da jeg var der, var, hvornår jeg kunne komme hjem derfra igen.

Kongehuset er for mange noget der gør dem ”danske” men det er for mig at se overflødigt. Min underlæbe begynder ikke at bævre i bar begejstring, når jeg ser Dronningen træde ud på en balkon og begynder at vinke til en forsamling mennesker, eller når jeg kan følge med i prins Vincents dåb på tre forskellige kanaler.
Et andet eksempel er Dannebrog. Når jeg kommer kørende ned gennem den kolonihaveforening, som min kammerat er bosat i om sommeren, og dannebrog blafrer oppe i flagstangen i samtlige haver, vækker det ikke noget i mig. Jeg får altså ikke vækket min indre nationale følelse. Til gengæld ville det vække MIN nationale følelse, hvis der var 20 forskellige flag, der på lige fod blafrede om kap med vinden, for jeg mener, at den mangfoldighed, vi har i Danmark, og den tolerance, vi har over for andre nationer og folkeslag, vækker danskheden i mig.

Juleaften er for mig heller ikke en del af det at være ”dansk”, at sidde i en plettet skjorte, og i ét væk flå gavepapir af pakkerne under træet, gør ikke mig ”dansk”. Jeg valgte denne juleaften at tage i byen med nogle kammerater, og der oplevede jeg faktisk, at min nationalfølelse blussede frem i mig, da jeg klokken 4:00 om morgen kom vaklende ned gennem Strøget, og der nogle få meter foran mig, kom en pige gående, som man mildest talt kan sige var ’meget beruset’, som væltede omkuld, og inden der var gået fem sekunder, var der omkring 10 mennesker henne ved hende for at hjælpe hende på benene, hente vand til hende og sende hende hjem i en taxa. Se dét gør mig stolt af at være dansker, når jeg ser den medfølelse og omsorg for andre mennesker.

Homovielservar et yderst sprængfarligt emne i 2012, som Pia Kjærsgaard og en lang række fremtrædende MF’ere var ude at kritisere. Pia Kjærsgaard langede så sent som i søndags ud efter regeringen på dette område og udtalte: ” En kirkelig vielse af homoseksuelle er forkert”. Det mener jeg dog ikke. Jeg synes, at det er fantastisk at leve i et land, hvor man kan få lov at elske hvem man har lyst til og ikke skal skamme sig over det. Hvad var vi for en nation, hvis vi ikke kunne se de mennesker i øjnene, der ikke er som os selv? Min nationalfølelse blev vækket i mig, da jeg den 15. juni 2012 kunne se to mænd komme gående hånd i hånd ud af en kirke, der var jeg stolt af mit land, det var Pia Kjærsgaard ikke.
Jeg kunne blive ved sådan her længe, men essensen af det hele er bare, at vi som individer ser vidt forskelligt på det at være dansk. Pia Kjærsgaard mener, at Vestjylland, Kongehuset og jordbær er det, som binder os sammen som nation, og jeg mener, at vores tolerance, mangfoldighed, medmenneskelighed og vores omsorg for andre mennesker binder os sammen. Jeg mener ikke at danskhed er noget vi skal diskutere, ud fra om man elsker Samsø kartofler eller ej, men lad os snakke og diskutere de værdier som skal kendetegne os som nation, og som folkeslag i stedet.

Skrevet af Mathias Pedersen