Anders Rønnow Bruhn
Margrete Vestagers
sympati for folk udenfor hendes egen vælgerskare, kan ligge på bagsiden af en
ske
Det er en kendsgerning at det radikale rekrutterer vælger og
stemmer blandt de bedre stillede klasser i Danmark. Hendes vælgere er
akademikere, konsulenter, blandet folk
fra kultureliten og ikke mindst folk med høje indkomster. Nu siger jeg klasser,
og det går jeg helt bevidst idet at jeg vil gøre opmærksom på en ”klasse” som
langt hen af vejen er underkastet anonymitet og som er totalt udenfor den
politikske radarskærm.
Tilbage til Margrete. Hvis formål nu er at gå til kamp mod universelismen i
vores velfærds samfund, men i høj grad også at udvande den livskvalitet og
velfærd vores ufaglærte og faglærte, har opbygget gennem mange år.
Hvis man skal betegne ufaglærte og faglærte som en bestemt
klasse, vil det oplagte være at kalde dem arbejderklassen – i dag repræsenteres denne gruppe 47 % af den Danske
befolkning, fraregnet studerende. Der er ikke tvivl om at denne gruppe, er den,
der slides hårdest på arbejdsmarkedet. Det gælder både det psykiske og det
fysiske arbejdsmiljø. Deres hverdage er ensformige, de har meget lidt
indflydelse på deres arbejdsgange, de har som oftest hårdt fysiks arbejde og
tilmed er det den gruppe hvis jobsikkerhed er ringest. Gruppen er typisk folk
som: rengøringshjælperen, tømre, kassedamen og lastbilchaufføren.
Hvis man ser nærmere på den skattereform og de afgifter, som
den nuværende regering har gennemført, så kommer det den gruppe mennesker, som
man bedst kan betegne som den højere middelklasse, til gode. Denne gruppe er 9%
af de 18-59 årige. De får 6.700 kroner mere mellem hænderne, mens det for
arbejderklassen kun er 2.900
Dette er en fortsættelse af den skæve VKO-politik, hvor
arbejderklassen fik mindre mellem hænderne, og som gav den ene bedst stillet
procent i DK, mere en 27.000 mere mellem hænderene hvert år, samt den
efterlønsreform, de radikale stemte for i 2011.
Jeg behøves ikke at nævne hvilken gruppe der mest gør brug
af efterlønnen og hvorfor. Derfor stiller jeg mig selv det spørgsmål; hvorfor
det er retfærdigt at den gruppe der er størst, og ikke mindst har de dårligste
vilkår (hvis man ser bort fra de arbejdsløse), at de skal til at bære ”de
tungeste byrder”. Byrder vi typisk har ladet være middelklassen og opefter til
last, oftest sket gennem vores progressive skattesystem. Men det virker som om
at de hele er vendt på hovedet.
Politikken der førers lige nu er stram – meget stram endda.
Det har så kostet retten til 4 års dagpenge, som typisk er folk fra den gruppe,
som aldrig i livet kunne finde på at stemme på de radikale. Finanspolitikken
rammer hårdt hos de med de smalleste skuldre, og er
gevinst for Margretes vælgere, som typisk er de tre bedst stillede grupper i DK
Denne egoistiske sejrsgang, er mig uforståelig når vi har et socialdemokrati
der sidder med 44 mandater, hvis politiske initiativer smager af et
regeringsgrundlag, som mere ligner en pagt med djævlen end en fleksibel
arbejdsramme for regeringen.
Jeg fatter ikke hvordan skævvridningen kan få så frit spil,
uden at nogle fra det gamle arbejderparti skrider ind, og råber vagt i gevær.
Det er ligheden der er under pres, og det bliver kun værre ifølge bogen Det Danske Klassesamfund. Det er også
her jeg har mit talmateriale fra, som både er nye og meget grimme tal. Mere om
disse grimme tal og ulighedstendenser en anden gang.
Det er de 47% procent som jeg ser mig som repræsentant for, og vist nok også
dem socialdemokratiet engang repræsenterede. Dette er et opråb mod
uretfærdigheden og skævdelingen af det politiske fokus i den danske
meningsdannede sfære. Jeg ønsker handling og konfrontation med denne ensidige
og egoistiske politiske linje, som føres af Danmark nok mest selvcentrerede
parti, nemlig det Radikale Venstre.
Grim, GRIM fortsættelse følger…
